Søren Wiberg og Tove Hede:
Vi er meget glade og tilfredse med Alfehaven, vi oplever at vores børn trives her og at personalet er dybt engagerede i børnenes dagligdag. Vi har netop valgt en Steiner børnehave, fordi her er nogle faste rytmer og plads og tid til det enkelte barn, hvilket giver ro og tryghed i hverdagen. Her er en fast struktur dagen, ugen og året rundt - og en stor del af tiden tilbringes i den store have, f.eks. laves den varme mad over bålet om mandagen, og der er også en ugentlig skovdag. Samtidig er det dejligt, at der maksimalt er 20 børn i børnehaven og 10 børn i vuggestuen med 5 pædagoger. Der er sjældent brug for vikarer, og er det tilfældet, er det begrænset til nogle få velkendte pædagoger.
Her er ikke noget plastiklegetøj og ingen Phthalater eller tilsætningsstoffer - børnene leger en stor del af dagen i haven, men også indendørs leger de med trælegetøj, Madam Blå kaffestel og udklædningstøj i bomuld, uld og silke.

Der er mange tilbagevendende begivenheder i en Steiner vuggestue og børnehave, f.eks. deltager børnene i de daglige opgaver og er med til at dække bord, lave mad og rydde op hver dag. Hver dag tegner, maler, synger og danser børnene og pædagogerne fortæller små eventyr og laver dukketeater. En gang om måneden holdes en årstidsfest, som børn og forældre er med til at forberede, for som forældre i Alfehaven deltager man i børnenes hverdag.
Vi er meget glade for at vuggestuen er startet, for Alfehaven er et rigtig godt sted for børnene. Vi er glade for at den er privat, for så kan man som forældre kan være med til at beslutte tingene og er ikke er underlagt politisk indflydelse.